Sangundervisning

Jeg elsker at undervise og har gjort det siden jeg startede på konservatoriet. Jeg har undervist på mange forskellige niveauer og underviser både børn, unge mennesker og voksne. Vi tager udgangspunkt i din stemme, din musikalske smag og finder sammen et mål, vi kan arbejde hen imod.

Det er vigtigt for mig at skabe et trygt og behageligt undervisningsmiljø, for en gensidig tillid er en forudsætning for, at du kan rykke dig fagligt. For at du kan få et overblik over dit forløb, skriver jeg fra gang til gang et resumé af timen til dig og mailer dig materiale til næste time samt lydoptagelser af timen, hvis vi har lavet det. Hvis du ønsker det, kan vi, når du når et stykke hen i forløbet, også optage en sang med dig i mit hjemmestudie.

Jeg er uddannet rytmisk sanger og sanglærer fra Vestjysk Musikkonservatorium. Og ud over at undervise, skriver jeg en masse musik og er udøvende sanger. Vi kan derfor også arbejde med sangskrivning i lektionerne.

Hver lektion varer 60 minutter. Jeg kan akkompagnere dig på klaver, og du kan også synge til et backing track. Jeg sørger for, du har noget at synge til derhjemme, hvis du har brug for det.

Jeg vil undlade at skrive om en masse sangteknik, men i kraft af min uddannelse har jeg naturligvis beskæftiget mig meget med det tekniske aspekt af det at synge - og ligeledes improvisation og bladsang. Jeg kan også hjælpe dig med at øve op til optagelsesprøven til MGK, hvis det er din plan at søge ind dér. Jeg har også erfaring med at hjælpe elever med at øve op til auditions eller til at synge en enkelt sang til en speciel lejlighed.

Jeg vil se frem til at møde dig :)



Et par udtalelser fra mine elever

Magnus, 22 år

Mit halve år hos Anna har budt på en masse. En ting er at hun er utroligt kompetent og dygtig til at lære fra sig. Men en anden og mindst lige så vigtig ting er, at hun er et utroligt sødt og imødekommende menneske, der både gør indlæringen nemmere og hyggeligere. Jeg har været enormt glad for det halve år og har fået så meget ud af det!

Håber der er plads til mig når jeg kommer fra højskole! :)

Tanya, 20 år

Anna er en fantastisk undervise. Hun formår på kort tid at finde ud af lige nøjagtig hvad mine styrker er, og samtidig også hvad der skal arbejdes med. Hun vælger sange så at jeg får trænet mine svagheder men kobler derefter de stærke sider på, så der bliver arbejdet med begge dele på en gang.

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle ende med at skrive min egen sang, og havde ikke troet at jeg kunne nå så langt at jeg kunne stille mig op i et talentshow og nå langt. Jeg er så glad for at have haft Anna som lærer, at jeg nu må rejse til København for at få undervisningen. Den lange rejse er det hele værd, da der på en time bare sker mirakler i Annas selskab. Anna kan varmt anbefales!

Line, 24 år

Ud af de 3 sanglærere, jeg har haft gennem de sidste 5 år, har Anna helt klart været den bedste. Hun forstår med sin varme personlighed og entusiasme, at gøre lærdom sjovt, og hun får én til at føle sig godt tilpas, så selv de mest sære sang- og opvarmningsøvelser ikke efterlader én helt forlegen. Jeg vil til hver en tid anbefale Anna og også til hver en tid indrømme, at jeg savner mine lektioner med hende. Hendes undervisning var noget jeg altid så frem til.

Sophie, 10 år

Anna er verdens bedste lærer!

Kirstine, 24 år

Jeg har gået til sang hos Anna i et halvt år og er meget glad for hendes undervisning. Anna er et sødt og rart menneske, som formår at skabe et trygt miljø, hvor det er muligt at udvikle og udfolde sig.

Jeg har lært og lærer stadig rigtig meget af Annas undervisning, og jeg oplever hende som en meget kompetent angundervisre .Udover at have styrket min sangstemme, har Anna lært mig om noder og hjulpet mig i gang med at spille klaver. Anna er god til at se, høre og fornemme, hvad man som sanger har brug for at blive styrket i. Hun underviser med stor tålmodighed og en rigtig god evne til at formidle på alle slags niveauer.

Anna er en meget engageret underviser, som altid er forberedt og som efter hver sangtime skriver et resumé af undervisningen og eventuelle øvelser til næste undervisningsgang. Hun sender også vejledning i diverse øvelser og links til sange og backing tracks. Dette er utrolig rart og hjælper til at man kan øve sig hjemme inden næste sangtime.

Jeg har indspillet to sange i Annas studie, hvilket har været en stor oplevelse, som jeg har lært meget af.

Anna Ilsøe er uden tvivl den bedste sanglærer, jeg nogensinde har haft!

Mona, 51 år

Som gospelsanger var min stemme på overarbejde hver gang jeg var til kor øvelse. Jeg blev meget hurtigt hæs og min stemme lød ”slidt”. Derfor søgte jeg en sang lærer og valget faldt på Anna. Heldigvis!

Sammen har vi har arbejdet med stemmen, øvet teknik, samt sunget udvalgte sange. Da jeg gerne vil opbygge selvtillid til at være solist – har en del af undervisningen været rettet mod det at stå med mikrofonen og kunne fortolke et sangnummer.

Anna er et meget venligt og imødekommende menneske. Meget musikalsk og kompetent. Hun er rigtig god til at formidle sin viden, jeg føler mig altid tryg og imødekommet. Som underviser er Anna altid forberedt, hun husker hvor vi slap sidst, hvad jeg har øvet på der hjemme osv. Desuden, er en time hos Anna 1 time….. noget jeg synes er super godt, da der jo går nogen tid inden man kommer i gang med sangen pga opvarmning ol Efterfølgende får jeg tilsendt et resume af timen, lydfiler med optag og evt forslag til sange.

Jeg kan nu godt synge en to timers gospelkoncert uden at blive hæs eller træt i stemmen. Samtidig er jeg blevet bedre til at fortolke sangene.

Annas pædagogiske metode, samt hendes venlige væsen, var medvirkende til, at jeg anbefalede min 13 årige søn at få undervisning hos hende. Han er også meget tilfreds og glæder sig til hver time!